luften var spækket med endorfinske fugle der trak vejret med skyerne, overalt en gennemstrømmende aura af rendyrket ilt, dråberne lå halvvåde balancerende på græsset og dådyr optog synsfeltet på den herobserverende eksistens, der rektangulært med pupillerne blødt skar det fascinationspakkede billede over ved den perifere synsvinkels tågede grænseland. jorden var koldt varm og tankerne barfodet, blodet kvidrede halvsentimentalt og kvinder lå i tankerne på en mand, der mest af alt savnede sig selv og hele verden.

mit indre nightlife
rager som en
kolibri på kanon
meget coke
duracellkaninklart.


knogler der basker
organer der kommer
hjerte der koldt
gnistrer som iltbål

trashet som en karismatisk
parkeringsplads med tags

som i en ambivalent båd
sejler jeg tåget
som et stenet tog med tracks
der buldrer gennem øregangen.

kroppen halvt hænger mig
ud af halsen
halvt kærlighedseksplosivt
går jeg i kødet på min
hud for guds skyld

tud for guds skyld
noget blod for satan
noget satans for blods skyld

himlen ligger spredt
ud over det hele
som et blodsprængt cumshot

ordet spændende betyder ikke længere
sig selv. du skal højst sandsynligt pænt
tilbage i tiden for i pågældende tidsperiode
at finde ækvivalenten mellem spændende og
sin egen betydning i verdenshistorien. spændende er i dag
blandt andet ekstraordinært normalt. tidligere
kunne det engelske ord exhilarating passende
hæftes på spændende, som i betydningen
med betragtelig fascinationskraft, betagende, lystfremkaldende,
i sin substans noget i nærheden af
kærlighedsfremelskende. men nu dækker man
sin holdning ind i dette ultra forfladigende ord, således
at modtageren skal lede efter spor af sarkasme eller mangel
på samme som efter nåle i en høstak. jeg ved ikke hvad
spændende er, men jeg ved hvad det ikke er. spændende.

jeg går high rundt
i en blod nok følelse
bevidsheden skal
transcenderes knoglerne
løftes i et fald

vinterdigt (eksistenskort/håbløshedsnavigation)

at gå til
i et
minefelt

med kollapsede
sommerfugle.

sproget må flyde ikke sejle
jeg læser milan
kunderas latterlige lidenskaber med
mindreværdskomplekser
jeg har det tight nok i en krakeleret betonbygning
da du forlod mig blev mit hjerte
til øde asfalt
jeg ved ikke om det billede fungerer
generelt kan jeg klassificeres dysfunktionel
det er jeg pisse god til jeg vil gerne
holde fast i himlen som idé der
jo egentlig grundlæggende er fin
jeg vil gerne holde fast i ideen
om min personlighedsstruktur
der er velfungerende som idé
kald det et ophøjet stadie af
en nihilistisk bevidsthedsudvidelse
havregrødsguldkorn på en motherfucker

jeg har ikke lavet ting
jeg har lagt planer
jeg har lagt planer.

det sker
solen
antager dødsansigt
i dag er den syg nok
vi snakker engang
i marts
det er underordnet egentlig
bibliotekarerne
de normalt røvsyge
bibliotekarer bades
i et tungt lys
som i et kosmos
på tungen
jeg kan ikke bære det pis
og gider kraftedeme ikke
skrive årtidsbeskrivelsesdigte.

digt der ligger sig på grænsen mellem en facebookopdatering og et digt,et digt der allerede er skrevet i virkeligheden på min bogreol i et pænt asketisk værelse

faulker sarvig eco
hærværk eco hær
værk krishna
murti rigtig
meget krishna
murti pandu
ro shutter
island leif
panduro
charles
bukow
ski

fra hjertet fylder
banale sweet beats
i fugleflugtsperspektiv er jeg
en kærlighedspacman
pakket med jack mand
blot stilhedens rungen som
den der russiske youtubevideo

himlen står i kø

jeg er et beat dit blod
på en dyb dag boller
vi himlen i røven himlen
dens idylliske pis shit
lakker mod enden du
er fin klædt i min krop fuck
spark til solen mens den står op
spark til mit fald mens det
ligger ned
hvad er du og jeg andet
end kedsomhed der skal
kvæles i en storm og tages
ved roden

vandring

ingen steder
så kom vi så langt.

stjernerne hænger bag
et lysopblæst netnærk
i klaser som læber
der snart falder
træerne stikker overflødigt
op over skjoldhøjkollegiets
parallelhorisont
klemmerne fasttøjret til tøjstativet
i et gyldent snit
i et gyldent shit

jeg sparker til karma som en teenager
til en røvgammel knallert
vi når til grænsen
af vores egen krop
knoglerne giver ikke meget
lyd af sig

jeg bider mærke i
et nedgående fly.

mine sommerfugle i maven
har sommerfugle i maven
med dødsangst i næbet

alt knaser
en flækket nok lyd
hvem i helvede har bedt
om sne
og så helt hen
i marts mand

en guds knogler
klasket spredt sammen
som fragmenter
af smadrede telefonrør

stilheden ringer blæst
til fuglene fuglene
svarer ved at flyve
svaret højt

har rod i livet
disse eksistentielle
klassifikationer
eklatante
klarhedsdimensioner
rystet som et spejl

døden bløder blod
døden er et rum
jeg er vold
ligeglad med

giv mig et par
våde læber
jeg kan gå
grassat i

giv mig et par
æbler jeg kan gå
granat i

intensitetsblød
intensitetsblød

en vild nok sweet naked feeling inkarneret med tonsvis ultimativ og bevidsthedsudvivende bawl og skyjuice

jeg er game
jeg er så game
jeg er så meget game
det fatter du slet ikke
himlen åbner sig som et stjerneskød
det er kraftedeme blazin som læber under kys

jeg er bange
for tiden

altings akkumulationsskrumpning

at hænge ud i øde gader
med øde øer uden åer

at hænge hud
falde til
eventuelt
eventyrligt
som oktoberblade
eller oktanblade
ja

Åbenbaring

religion er fair nok, religiøs proportionalitet er fair nok. men hvad skal man med gud når det skjold han er, som tilsyneladende beskytter, samtidig gør os blinde for at se
sandheden i os selv.

Tangerer
min kernes
periferi
der er noget
tydeligvis jeg
ikke vil
røre ved
du ved

hvad
kontradikterer
livet døden
tydeligvis
udødeligvis
den levendes levede
død

svøb mig ind
i noget renere
cirkulation
hjertens gerne beskidt
hjertens hjerne beskidt

mit overflodsblod
står og knirker lirket
i et kosmisk
nøglehul
et kosmisk nøglehul
med døre bag

skriver det bag øret
skriver det pløret
skriver det blæst
skriver det tørt
væk.

diget
mellem
dit
du og
digtet
digter
dig

dette lys
har jeg skrevet
nu knitrer det
antilikeagtigt
nu løber jeg
antilopeagtigt
(kolibrier har
ikke en skid
på mig)
ud som solen ind
i nattens coolness

Der er ikke flere
digte. Parkeret ligger de
et sted i
fuldblodspassionen
totaltejakuleret
spændstigt blodopsvulmet
som en fed engel. Folk
kan tage det lort
med sig og
skride.

Se det

Det går.
Ad helvede
til. Det går
slet
ikke. Slet ikke.
Det går. Det gør
det jo. Jo jo.
Det gør det kraft
eddermageme.
Underdrivelse
fremmer forståelse.
eller er det omvendt
svedigt når det ligesom er
slasket, henslængt, dvalet.
Det er noget
med at komme ud
over eksistensens
rampe. Ud i
rampelyset under
huden. Se det
pis i øjnene.

en shotgun blod
gennem samtlige
molekyler.

Jeg ved snart. ikke. Om jeg har et breaking point eller om min apati glidende tog over for kedsomheden. det at være smadret. ked af det. fucked. jeg kalder skuddene, mens både krop og sjæl sejler. Noget. Pis. Overflødige kendsgerninger. Blødende sorte huller. Spiraler. Kusse. Simuleret dybde, slåen ihjel. At sidde i en stol mens man bevæger sig pisse hamrende stille. Fremad tilbage. Fortidskonklusioner, fremtidsillusioner, projektioner, sigmund fucking freud. bla. bla bla.

Hold

stilheden holder
stilheden holder kæft
havet holder
havet holder ad helvede til
vejret holder
vejret holder
vejret
kysset holder
kysset holder blodet
kørende
solen holder
solen holder svedigt
freden holder
freden holder vold
kærligheden holder
kærligheden
kærligheden volder
stilhed
kærligheden boller
kærligheden
boller stilheden
bevægelsen holder
bevægeligheden holder
ordene holder
ordene