Ingen titel

Det er ikke for ingenting, at intet har så fremtrædende en plads i mig. Der er ikke noget
som en god gang intet som helst. Intet som helst skulle smage mig. Intet som helst behager mig i længden. Ligesom du sidder på en bænk i et ingenmandsland og snakker med dig selv fordi der ingen andre er. Der passerer blåengle forbi i himlen. Dine øjne bløder og vi snakker ikke på den fede måde. Vi snakker den tyndslidte måde. Vi snakker den måde, hvor du er blevet klasket et utal af gange med en lussing i hovedet af hende den smukke. Eller det synes du i hvert fald hun var. Men nu. Er hun væk. Og du har fået en form. For ro. Sådan da. Hun har fundet en anden og du har fundet dig selv sådan da, noget i den dur. Og det duer ikke og dvæle ved hende, at kvæle dig selv, længere. Det dur ikke at sige, det bliver aldrig det samme, selvom det er det jeg siger til mig selv nu. Netop nu. Der er netop ingen, der blevet til noget ud af intet. Det skulle da lige være verden. Måske er det derfor jeg sidder her for mig. Selv. Håbet om at blive slugt, glemt og ikke deale med at blive knust igen over noget smukt. Jeg selv ødelagde. Jeg selv skabte.