Ind med sproget

Sproget er så automatiseret som bare fanden. Sproget kan være en satan og sproget kan være satans smukt. Tag nu ordene jeg elsker dig. En for en vil jeg sådan set skide på dem og sådan set også kombineret, men fortalt af hende du elsker, elsker du dem. Ordene er ligeglade med dig. Ordene er kompromisløse. Du har lært at holde af ord. Du har lært alfabetet. Du har lært at synge dem i kor og sige dem højt ved aftensmaden som i tak for mad og samtidig ved middagsselskaber som i tak for kaffe. Ordene har lært dig om høflighed og du har lært dem udenad. Du er gået under stiger, har brændt broer, spyttet efter du har kastet salt over skulderen, men hvorfor, det aner du ikke. Du har ikke sat spørgsmålstegn ved, hvad du gjorde for det faldt dig så forbandet naurligt. Som at spise. Som røre. Som at føle. Som at tænke. Det eneste du nogensinde har sat spørgsmålstegn ved, er slutningen af en sætning?