Jeg tager klunset på

Over min seng har jeg bestemt
der skal hænge et kombinationsværk af
Charles Bukowski og Jackson Pollock
et dyrisk værk fyldt med sjæl, splat, digt og blod
der buldrer frem hver gang
jeg vågner fra mine drømme
som et højt stjerneskud
som den hotshot jeg er
skal jeg vade gennem gader til dagene dør
til nætterne mættes og næste morgen
skal smadres direkte
ind i årene og gudsforlade kvinder,
skal tilbedes seksuelt,
med de største minder tilbage
om deres svundne kærlighed
og nu er der kun mig tilbage
som erstatning for deres tomme
hul i kussen og maven, jeg fortæller
dem historier om H.C. Andersen SOM H.C.
Andersen selv som en ren Andersson og historier
om de svaner, der svømmer på søen hun ser
og siger nixen bixen, Karen Blixen
så jeg flexer mine biceps for hendes søde fjæs i
dagslys og hun kalder mig gavtyv
da jeg slikker hende op ad halsen
og danser vals til ære for hendes øjne
kaster roser i hendes retning og hun
retter sig efter hvert et ord jeg replicerer
senere går vi hjem til mig eller hende
for mig betyder det intet
måske for hende alt
mere er der ikke at sige
så næste morgen da jeg vågner
klæder jeg mig i klunset og forlader
den hytte netop har været
oppe i
og jeg bekymrer mig ikke så meget
om for - eller efternavn
bagefter hjemme ved
mig selv.