Balsarmering

Klarheden er tydeligvis sort selvfølgelig. Månen er mørk og fyldt med poppede filipenser efterladt af stærke astronauter med ben i næsen, såsom Neil Armstrong. Årstiden er smuk ved denne årstid og det føromtalte årti, hvor tyngdekraften var ikke-eksisterende, rummer erobringens galakser.
Jeg vågner et eller andet sted på hvilket som helst tidspunkt, med en transparent spændetrøje for mine øjne. Senere på dagen er der en solformørkelse, der oplyser mit sind i al sin enkelhed. Jeg balsarmerer en drøm under huden begravet i en pyramide, der bygger på virkeligheden. Vidunderet er skabt af forstenede hjerter, en for en, placeret ovenpå hinanden. Da jeg vågner op til drømmen, smelter vi sammen.