Jeg ligger pladask forelsket i gårdspladsen og nynner noget Sinatra, mens jeg aner en klapperslange, der kryber sig langs korridoren ikke mere end 20 meter væk. Kysser min håndryg som jeg ville kysse hendes læber en sen nat eller fascinerende tidlig morgen inden tågen ligger sig. Nu har tågen lagt sig i en diameter om alt, hvad jeg ser ikke at se. Det er smukt, men det er grimt. Og det er åbenbart nødvendigt har mit hjerte bestemt sig for.