havet er et krystalliserende dokument
havet er en himmel
noget andet
et dødsbo for din angst

regnen er et alfabet
der falder dybere
med smerten

jeg siger regnen
falder smukkere
med blodets tyngde

vores uendelighed er for evigt forgængelig

mærker hvordan
dit kys
smuldrer på mine
læber

Livlig er en slange
fra at være
det modsatte billede:
Livslig.

hvadet

hvilket hvad

hvemet

hvilken hvem

hvoret

hvilket hvor

havet

hvilket hav

havet er den eneste størrelse, der manifesterer tilstedeværelsens abstraktion. Dine blodbaner er små bølgede kærligheder.

vi for helvede skulle have været ved stranden i dag

skyerne kunne vi have overlevet

regnen gør jorden og hjernebarken kedelig og smattet

hvem kan udstå regnen jeg kan ikke fucking udstå regnen

hvem har nu skrevet den sang

jeg kan gå med til vandpytter

gud er en vatpik med sin himmellegemede territorialitet

fuglene falder i byger
over dette arketypiske
solnedgangslandskab
havet og stilheden
løber gennem
samme blodkar
to ubeskrivelige
uendeligheder
under denne
stjernekneppede himmel

dine kys som havets ekko


en kærlighed som himlens rekyl.

blandt alle
solstrålerne
dukker
originale
metaforer frem
pakket ind
i et dybt
fint mørke
ingen pis
et øjebliks
hav
her kunne
være tale
om et kys
hen under
aftenrødmen
der kunne være
tale om
lettede træer
blottede for
skulderblade
en nøgen bark
en åben kvinde
hvis blodlegeme
rødmer