det ligner ingenting
dette alt
mine fødder fastfrosset som
født ind i dødscirkulationen af
tilfældige sommerfugles vingebask

dagene falder af træerne som hendes
krystalliserede åndedræt gennem mit krystalliserede
åndedræt, jeg trækker mig
tilbage som en anden
latterligt pulserende iltmaskine
beton har ingenting på mig hvad

er et minde
et romantiseret postkort
til din dødsangst

apokalyptisk fosfor
noget at hænge sig i
en røvkold dag

hvorfor går solen ikke op i mig. jeg mener: hvorfor bevæger den sig ikke vertikalt igennem mit blod fra fodsål og direkte op igennem hjerneskallen, til den sprænger himmelrummets trommehinder i et dybere lys end det der for et øjeblik gennemløb mit. jeg er en kosmisk ejakulation, vil være det. der er intet megalomant at spore her, blot et ønske om at ville stikke højere, det spektakulære nu. at ville være væk i alt. blød blød ilt. jeg siger dig, hvis mine blodårer havde stemmebånd.