Knogler spiller og pulsen smadrer løs, jeg har en bas i ryggen og en død foran mig. Det er tid for åbenbaring. Et spark, en glød, etellerandet formuleret på bukowski, noget skødesløst kompromisløst. En navlestreng af molekylære abstraktioner former sig til kys og jeg snaver det pis i jorden. Jeg lytter eksalteret til euforisk elektronisk musik. Shit er i bevægelse. Himlens fordøjelsessystem og stjernernes uendelige potentiale. Indre kærlighedserklæringer får min ryg til at bule som et kontinent i sin skabelsesproces.