Nu er det ikke fordi jeg vil lyde som en kapitulerende idiot og det ville egentlig også være pænt paradoksalt bare at kalde digtningen for død, da jeg selv ønsker at den blomstrer på ny selvfølgelig. Samtidig vil jeg sige, at jeg synes Willy har en klar pointe i at digte simpelthen ikke er, hvad de HAR været, ikke fordi kvaliteten overhovedet er dalende, men fordi vi står med en generation, hvor den kulturelle selvforståelse OVERHOVEDET ikke bunder i kunsten. Kunsten er ikke, som tidligere i højere grad i hvert fald, en spejling af hvad man vil repræsentere som individ. Ligegyldige underholdningsprogrammer, herunder vulkanen Paradise Hotel, facebook-selvpromovering, youtube-surfing og hvad der ellers stormer frem, GROFT SAGT. Digtene og præsentationen skal kraftedeme have en eller anden tiltrækningsværdi når man tænker på det udbud, der ellers er derude. Det ska' sgu da ikke være et slattent skulderklap. Digtet skal være en verbal knytnæve for at mennesker fatter, hvad vi snakker om ellers er der en million andre ting man kan give sig til. Folk, ungdommen, vil generelt skide på kunsten, sådan er det jo. Men det er jo ikke noget nyt. Dan Turéll sagde et eller andet engang om, at 95 % danskerne var glade og tilfredse bare de fik deres løn og en bajer. Det er ingenlunde en personlig holdning, men snarere en kendsgerning. Tidligere havde vi netop ROCKSTJERNER som Strunge, der med sin karisma kunne blæse frem på skærmen og i bøgerne flå vores hjerter ud side for side. Vi har et fåtal af provokatører i dag som The Keith eller den ustoppelige kraft i Høxbroe, der danser land og rige for at sprede budskabet om, at poesi altså ikke behøver at være røvsygt. Måske handler det også om, at vi mangler flere karakterer og flere ildsjæle, der kan få lortet til at brænde mens vi holder hovedet koldt i digtets tjeneste? Mennesker med en smittende energi. Og netop i forhold til underholdningsaspektet når vi snakker en vækkelse af interesse blandt det generelle publikum, tror jeg man skal tænke meget på, hvor poesien ligesom bliver serveret. Der er jo for helvede ingen, der gider sidde og bappe i et slapt stykke dødt kød når de kan få en fuldfed poetisk erektion. Det billede var så kun til kvinder og homoseksuelle mænd, men I ved, hvad jeg mener. Jeg var fx til Nordisk Poetry Slam her i Århus og for satan hvor sparkede det bare røv. Stærke performere, sindssygt underholdende arrangører og en inkludering af publikum, der bliver en del af gamet og giver de enkelte optrædere point. DER ER INGEN, DER GIIIIDER MØDE OP TIL EN ELLER ANDEN EKSTRAORDINÆRT KEDELIG, TRADITIONEL OG TRÆTTENDE DIGTOPLÆSNING. Medmindre der er punch på leveringen, netop som det ses til Poetry Slams, trækker det sgu ikke publikum. Jeg vil også gerne lige nævne et arrangement afholdt af De Gale Poeters Klub her i Århus. En mærkelig, sindssyg og fed fed cocktail af spøjse indslag, til tider kunne det minde om stand-up i sin fremførelse, men egentlig er det bare en skæv kombination af digtoplæsning og en art teater eller bare en væren tilstede med publikum da de også interagerer med dem undervejs i deres "show". Blandt andet havde en af poterne klædt sig som en elefant, der vil egentlig mest lignede en tjernobylsk tegneseriefigur i sin udklædning og det, synes jeg, var skide hamrende sjovt. Det hele skal ikke nødvendigvis være så skide tørt. Jeg synes personlig, at digtoplæsninger kan være grænseløst selvhøjtidelige, og endda, hvis det IKKE er tilfældet og indholdet er cool, bliver det sgu stadig meget laaaaaaaaaaaaaaangt i længden. Selvfølgelig skal det også være seriøst for selvsagt, at kunsten KAN blive taget seriøst, men det handler vel også om en revurdering om, hvordan et digt kan præsenteres. Og med hensyn til at kunsten er i fare for at blive set som noget, der SKAL halvlatterliggøres kan man vel kun forvente, at folk fatter den selvironi, der ligger til grund eller hvad. Det kan selvfølgelig udelukkende være et synspunkt, jeg sidder alene med, men jeg tvivler. Det med at kunsten er for selvhøjtidelig. Nej så hellere nogle utraditionelle sjusser undervejs, så det hele glider ned på en mere.... utør måde. Poetry Slams er vel nok det mest populære blandt det unge publikum, her gætter jeg bare uden at vide en skid om det, og det kunne man sagtens lære noget af til de "traditionelle" digtoplæsninger. Utraditionelle metoder, utradionelle metoder. Ellers dør lortet er vel det jeg prøver at sige. Jeg ved ikke om der er en rød tråd her, men nu fik jeg luftet lungerne.