Opvasken tager snart sig selv, hvis ikke jeg tager mig sammen. Den står bare der og stirrer som et kærlighedshungrende barn. Beskidt og ensom. Jeg starter med gaflerne og knivene og bevæger mig derefter videre til tallerknerne, der er mugfyldte og cornflakesinficerede, nogle af dem med ketchup og stivnet spaghetti på, nogle med smeltet sukker og klam, stinkende broccoli, en enkelt med brune ris, der engang var hvide. Gryderne er om nogle de vamleste. Kombinationer af vækster, der nærmest gror op ad gryden som et surrealistisk skovlandskab. Jeg stiller dem vasket op ad min opvaskeholder, der sirligt lader sig afdryppe mens jeg gør resterne rene. Da jeg er færdig er jeg fuldstændig færdig. Viskestykket hænger tilfreds på hanken.