Op i birketræets rødmen med himlen
ned i barndommen
ud i baghaven, styrt latterligt vanvittigt
rundt med Fætter Andreas og lav skinnebenstacklinger
og få nærmest kraniebrud ved at slå hovedet ind i
muren og dernæst ikke fortælle forældrene om, hvad
fanden vi havde gang i. Så kender jeg mig selv.
En underlig knægt. Men en tilstedeværende.