Verden er en drøm af en verden for mig

Det lader til mit syn tilsyneladende lyver for det syn jeg virkelig ser i virkeligheden. Jeg ser et fatamorgana af en kærlighed, der ikke er der og lyver for mig selv efter forgodtbefindende. Jeg er en levende forsvarsmekanisme, der ånder for det idylliske liv og GAWD forbyde det, hvis der skulle opstå noget, der kunne minde om ulykkeligt. I så fald vil jeg bare lade det drukne på nul komma fem, ligesom de millioner af andre ting jeg ignorerer i dagligdagen. Jeg drømmer om krige i fremmede lande tilstede i min underbevidsthed som negle, der borer sig fast natten lang. Når jeg vågner er jeg bare lettet som ind i helvede. Men min underbevidsthed pulserer stadig som den satan den er. Og jeg fortsætter bare fortrængningen indtil jeg en dag indser, hvor fucked up jeg er. Selvom jeg skriver om det netop nu. Hvor fucked up er dét?