dagene dør som lukkede
portaler til dybere kys

dagen nu halvkold som
et kapitalistisk smil
jeg drømmer om et andet sted
jeg græder som et andet hav

det er kommet dertil
hvor jeg leder efter
originale billeder på
solen
der ikke bliver til
andet end lunkne
lysmetaforer
jeg ser teen dampe
aldringsprocessens alt for tidlige
progression gennem huden
kyssets tidligere metamorfose
dit omsorgsfyldte smil
der forsvinder som en
dødrød solnedgang
i min romantiske tankegang

alt er fedt
døden er for nærværende
jeg triller tommelfingre og
lytter til aarhushavnens døende skyline
luften er ligeglad
havet er cool jeg
er statisk uden elektriciteten bob dylan
gav mig lidt hjertemassage

3 års tårer

når jeg græder forsvinder
mit ansigt i en
krampetrækning af kød
akkumulationen af årenes
tilbageholdte smertetilstand
forplanter sig dræbende
sidste gang var det en højt
elsket
denne gang er det
ikke anderledes

jeg vender tilbage
til katalysatoren for gråden
for ligesom at trænge ned til dybet
af min gråd
dyrke den smadre den elske dens
kartasiske hylster
der nedbryder mig opbyggende

dagen begår selvmord og fosser sit allestedsnærværende blod ud
denne fortløbende proces
fuglene reinkarnerer deres version af stilheden hver morgenstund
kærligheden er et forpulet fossil under sindssygt langsom proces

min internetopkobling lyser hjørnet af stuen op som et lille bål
kærligheden er en forbindelse hooked på kys og usynlige kabler
computeren lyser ansigtsudtrykket op som et pludseligt smil ved opstart
den modsatte bygnings vindueslys falder med aftensolen, blide silhouetter
om natten er lysene skygger, lysende skyggende paradokser som eksistensen