min tid
som et hav
mellem fingrene
der løber ud

jeg stikker min hånd ned i noget mudder, substansen er uden duft, men sindssygt vammel. jeg kan mærke knuste knogler og kraniers efterladenskaber. det er en ulækker tanke, jeg kan ikke rigtig slippe den. jeg tager i stedet fat i noget andet hengemt, lidt mindre klamt, mindre foruroligende. jeg ryster på hovedet og vender det hvide ud af øjnene for ligesom at lade tanken passere væk, glide ud af mit system, som når en sjæl forlader en død. jeg vasker lidt op, det stinker, jeg hader opvask med mug, no shit, cuntface. mine hænder er marginalt mærkelige efter at have ligget underligt i nat, der er spor efter sammenkrammet pudebetræk og krøllet dyne over håndryggen. jeg er syg, jeg tror ikke jeg har drømt, jeg er pisse ligeglad, i princippet. jeg kan høre en fugl, et barn, noget himmel der er på vej væk, en eller anden taglægger der arbejder hårdt over for mig. jeg gad egentlig godt lave noget, hvor det hele tiden var en mulighed at dø.

det samler sig ligesom
ligesom molekyler som
sommerfugle samler sig
om sommeren om trækroner
som sommeren slår ihjel
som om det aldrig var sket
i sine vinterlige pupiller
så om lidt sommer om igen
som om det aldrig fandt sted
som evighedens mosekonebryg
så anakronistisk som transcendensen
så blødt som snekrystaller
så manglende tidsintervaller
så let som ingenting

tro på det

bløde i faldet

når hendes

synker ind i

dine nu

intenstintensiverede

blodkar

kærligheden er et dumt svin

et smuk satan en sexet

følelse i et landskab der

forlader dig

jeg forestiller mig din hjerne som en vejrudsigt:
helt sindssygt sindssygt mange skyer med enkelte
klarsynsøjeblikke
tordensskrald er en eksistensbetingelse regnbuer
en by i rusland hvem fanden æder alligevel trefarvet
is i dag det er et lortested vi befinder os i gi
mig for helvede noget nostagi at ride lidt på
en carpark uden asfalt asfalteret til med blodkys
tosomhedens totalitet kærlighedens kollapsede kaos

natten er en teenager himlens blodsprægning
pulveriseres ud over et blæst landskab jeg
kaster personlige apokalypser i floden man
tager en ny dags lys dine kys spændt ud
som en arketypisk kærlighedserkæring tjek
stjernernes pis ud svulstigt de pulserer
glasskårsagtigt som døde kranier elsk
en eller anden røv til du dør kunne
lokummet brænde smukkere det
tror jeg kraftedme ikk jeg
tror det kraftedme ikk

tail

Der var engang en mand, der døde. The end.

under udviklingen af anatomien sagde gud lad denne være fucked, denne smuk. disse være smadrede som døde batterier, flade sataner, fødte katakomber, angste katastrofer. han sagde lad der blive stille og sindssygt stille der blev. dagene skal flyde over med milliarder proppet med mindreværdskomplekser, flere tusinde floder skal flyde blåt hen, ind i himlen, over med glasskår. lad der være faderkomplekser, moderkomplekser, jesuskomplekser, bygningskomplekser. alt dette skabte han på få timer, og udmattet han var, hallelujah! han lagde synden ind på disse milliarders nethinder som for at kontrollere deres pis, eventuelle fejltagelser. og hvilket greb min gud. hvilken fryd, disse hængsler, hvilken frihed at skænke! at tænke sig en spektakularitet at gennemsprøjte, gennempule, gennemført som kroppenes sammenkoblede blodcirkulationer. og næstekærlighed gennemsyret af udelukkende kærlighed fra disse guddommelige vener, hvilken overflod af medfødt uselviskhed. milliarderne bliver til trillioner, trillionerne til trilliarder, trilliarderne til evig taknemmelighed, tak skæbne tænk sig hvad ikke dette kunne ende med. hvilken kunst, hvilket terræn, hvilket syn.

til sveden anden gang jeg kneppede dig i din seng: væk