Da du dengang engang "så" mig for den allerførste var dte i cyberspace. Jeg husker chatrummet krystalklart. Glut var det i farven fra en lampen jeg havde i lejligheden, der sprang ind i skærmen. Et surrealistisk knitrende lys. Du beskrev dig selv for mig. Jeg vil beskrive det sådan her. Du overdrev ikke da du sagde det omkring med at dine kys kunne smelte mig, hvis jeg åbnede op på dén måde. Jeg husker ikke i detaljer, hvordan jeg beskrev mig selv. det var noget med jeg havde en dobbelt sixpack, både en på maven og en på ryggen og jeg ville gøre det klart for dig, hvordan jeg altid havde elsket det med stearinlys i hele lejligheden når jeg fik gæster. selvom stearin aldrig havde set dagens lys hjemme hos mig. jeg gjorde sådan set alt, hvad der stod i min magt for at imponere hende. at jeg engang havde bygget en legokonstruktion som barn på en byggeplads af begge World Trade Centre. Hvis hun ikke troede mig, sagde jeg bare, at de var kollapset. husker tydeligt da jeg fortalte hende, at hun var noget ganske specielt og at jeg elskede hende af hele mit hjerte. dette var efter vi havde mødt hinanden og netop DET kunne ikke være mere sandt. Det passede perfekt. Det passede dengang og det passer i dag. Men nu er du pist væk, Smukke.